Pynt

Mariakager.dk

Pynt

 

 

Marsmallow Fondant (MMF)

Beskrivelse:

Denne fondant type har jeg lavet rigtig meget af i min tidlige kagebagningsperiode. Den er rigtig god at øve sig på, billig og nem at lave. Jeg synes, færdiglavet fondant er nemmere at arbejde med, bedre til blomster o.l. og ikke helt så skrøbeligt overfor vand, så derfor er jeg efterhånden gået over til den købte model for nemhedens skyld. MEN den købte version er jo noget dyrere (ca. 70 kr/kg), så det er min klare anbefaling at man starter her - det kunne jo være, at MMF opfylder de behov man har.

Kilde: www.min-mave.dk

Portionsstørrelse: ca. nok til overtræk til en Ø20 cm (H:8cm) kage.

Ingredienser:

  • 15 "Amerikanske" marshmallows, hvide
  • 2 spsk vand
  • 1 spsk vindruekerneolie
  • ca. 350 g flormelis
  • Evt. pastafarve

Fremgangsmåde:

  • Skumfiduser, vand og olie kommes i en skål og varmes i mikroovn 15-20 sek ad gangen til det kan røres sammen til en ensartet masse. Det må endeligt ikke blive for varmt, da sukkeret så vil krystallisere og brænde på.

  • Bland flormelis (og evt. farve) i, indtil massen føles som modellervoks.

  • Opbevar MMF i en pose indtil det skal bruges, da luft vil tørre det ud og få det til at stivne.

  • MMF'en udrulles på et Maizena drysset bord.

Tips: MMF'en kan også farves efter flormelis er blandet i, hvis man gerne vil have mere end 1 farve ud af det. Jeg anbefaler, at man bruger MMF'en med det samme, da den har den bedste og mest smidige konsistens, når det lige er lavet. Jeg bruger altid pastafarver til at farve fondant og frosting med, da jeg synes farverne bliver klarere.

Royal Icing (RI)

Beskrivelse: Royal icing er ligesom traditionel glasur, men blot lavet med æggehvider, hvilket gør det endelige resultat mere stift end almindelig glasur. Det er rigtig godt at skrive på kager med og kan også anvendes til at lave borter med.

Kilde: www.min-mave.dk

Portionsstørrelse: Omkring 1 kopfuld

Ingredienser:

  • 1½ past. æggehvider
  • 300 g flormelis
  • 1 tsk citronsaft

Fremgangsmåde:

  • Hæld æggehviden i en skål og lad den få stuetemp.

  • Rør halvdelen af flormelis i lidt ad gangen.

  • Tilsæt citronsaften og tilsæt herefter resten af flormelissen (eller indtil du er tilfreds med konsistensen) og massen er ensartet og mat.

Tips: det kræver lidt træning at vide, hvornår RI'en har den rette konsisten, så prøv dig lidt frem og lad være med at hælde det hele op i sprøjteposen, før du er sikker på konsistensen.

 

Copyright 2012 © All Rights Reserved

 

Kontakt: maria@mariakager.dk